
Kære læser,
Så gik der endnu en uge, tiden flyver af sted nu da efteråret og studiet er kommet ordentligt igang. Dette er noget jeg har gået og tænkt over et stykke tid, tiden altså, og ikke kun fordi vi netop studerer dette fænomen i den generelle relativitetsteori. Undervisningssystemet er en smule anderledes her end i Danmark og Skotland, skoleåret er delt op i kvartaler, hvoraf jeg er skal deltage i 3. Dette betyder at materialet er mere kompakt end semester systemet, plus at der er mere fokus på kontinuerlig evaluering end i Skotland hvor størstedelen af karakteren er baseret på den endelige eksamen. Så det er en smule stressende at komme ind i dette nye system; i Skotland var jeg meget involveret i aktiviteter om aftenen, sociale sammenkomster, filmaftener eller pubquizzes. Her i USA sidder jeg for det meste oppe til midnat hver dag og arbejder på en aflevering, så det er noget af en omvæltning. Jeg skal ikke kunne sige hvilket system er bedre, som De måske husker følte jeg mig en smule snydt af Edinburgh de første par uger, men denne følelse har gradvist fortaget sig. Jeg har en fornemmelse af at jeg ville svede lige så meget i Skotland, men nok først til eksamenstid. Så her tager jeg slæbet i løbet af kvartalet og klarer forhåbentligt eksamen uden at skulle låse mig inde i en måned som var tilfældet i April da jeg havde eksamner i Edinburgh. Jeg må dog sige at jeg foretrækker den Europæiske model da jeg nu engang nyder at opdage en bys herligheder ved aftentide. Her er der selvfølgelig også det faktum at de fleste af mine venner bor oppe på campus og ikke er så tilbøjelige til lige at smutte en tur i byen til en godnat øl.
Vennerne i Edinburgh
Til tider savner jeg det sociale liv i Skotland
(Dette billede er taget af Violette Vauchelle)
Når vi nu taler om de sociale udskejelser, så er der sket en del siden sidste indlæg. Jeg tog til det føromtalte "International Friends Programme" sidste Torsdag og mødte en forfærdeligt masse mennesker. Mine 2 tildelte venner, Sara og Mackenzie var super flinke, de er begge lige vendt tilbage fra et studieophold i København, dog uden at have mødt hinanden før. De tilbragte begge et år udenlands og var meget begejstret for Danmark og vores liberale holdning til alkohol. Det var dejligt at kunne snakke om hvordan udenlændinge oplever Danmark og deres indtryk af vores kultur. Mackenzie havde sågar lært udemærket dansk da hun havde fundet sig en kæreste fra København. Alt i alt var vi omkring 200 personer til denne forsamling, halvdelen var os besøgende og den anden halvdel de hjemvendte Amerikanere der var på udveksling sidste år. Jeg mødte endda en dansk fyr, Christian der også læser fysik og er på sviptur fra KU!! Desværre havde arrangørene ikke booket lokalet i særlig lang tid og efter 2 timer blev vi bedt om at gå (desværre, der var ellers gratis mad!). På vej ud af døren bliver jeg stoppet af en Amerikansk pige der spurgte om hun ikke havde set mig før. Jeg kunne ikke lige genkende hende, men det viste sig at hun havde været på udveksling i Edinburgh sidste år og genkendte mig fra ISC! Kleine Welt, kleine Welt. Vi smuttede ned til en bar efterfølgende men tog nogenlunde tidligt hjem da Christian desværre havde glemt sit ID.
Fredag var der lagt op til stor fest hjemme i det lille strandpalæ. Pitt har ikke timer om fredagen og jeg har kun 1 så der var masser af tid til at gøre rent og få købt ind til om aftenen. Tro det eller ej, men der er rent faktisk et pant system i denne stat, de giver omkring 25 øre per dåse og 50 øre per flaske (noget min kære søster sikkert vil synes godt om) og da vi efterhånden havde opbygget et mindre depot, besluttede vi at det var tid at få indløst skejserne. Så både cykel og motorcykel blev læsset op med tasker og poser og afsted mod et "recycling center" vi havde fundet adressen på på nettet. Det var kun omkring 2 km væk, men da jeg ankom var der ikke skyggen af noget der lignede en flaskeautomat (det skal lige siges at disse heller ikke findes i supermarkeder). Pitt og jeg drønede rundt på en stor parkeringsplads i omkring et kvarter før jeg spurgte en lokal flaskesamler/bums om han vidste hvor det var. Jooo, han mente nok det lige var på den anden side af motorvejen og til højre. Fint nok, vi cykler tilbage over broen, stadig intet spor. Ind i en butik og spørge; muligvis var der et sted i den anden ende af byen, men de var ikke sikre. Pokkers. Tilbage til første sted. Jeg var til sidst inde og spørge i et supermarked og fik svaret at de da modtog pant, men kun Søndag og Mandag. Hvad!?! Efter en times ufrugtbar søgen endte jeg med at give alle mine dåser til bumsen der først prøvede at hjælpe. Det er da klart at ingen tænker på at indløse panten hvis det skal være så svært!
Fest
Grillmad!
Vi fik dog købt øl, kød og grillbriketter. Omkring halv 8 blev der tændt op i BBQ'en og gæsterne ankom så småt i løbet af den næste times tid. Vi havde en super hyggelig aften, det var en dejlig fornemmelse at kunne invitere sine venner hjem til aftensmad og øller. Pitt og jeg var endda ud og bade i havet ved midnat! Det er en ret skræmmende oplevelse da man ikke kan se hvornår bølgerne kommer så pludselig bliver man skyllet ind mod land. Festen gav også et pusterum hvor vor venner der er under 21 kunne deltage i festlighederne uden at skulle frygte at blive opdaget af gangvagterne på kollegierne. Forrige fredag blev 4 af vore venner noteret for at have været til stede ved en fest hvor der blev drukket alkohol på campus. Selvom ingen af dem drak eller gav øl til mindreårige skulle de alligevel til samtale i denne uge og skal alle skrive et essay om hvorfor de godt kunne tænke sig at blive boende på campus (hvis de bliver fanget igen risikerer de at miste deres lejekontrakt). Det er et tåbeligt system efter min mening og behandler de studerende som 12-13 årige i stedet for voksne mennesker. Det undergraver lidt meningen med universitetet; at forberede de unge til "voksenlivet". Men det er nu engang sådan systemet er skruet sammen herovre og jeg kan kun være glad for at jeg ikke besluttede mig for at bo på campus.
Til tider føler man sig behandlet som et barn
Lørdag var jeg inviteret til en udklædningsfest hos en Italiensk veninde, den anden fundraiser fest er først den 6. november viste det sig. Temaet til denne fest var "eventyr" så jeg forsøgte halvhjertet at klæde mig ud som Pinnochio, dvs. shorts, en lang næse af papir, seler, en hat og snore bundet om håndleddene. De fleste troede jeg var en fugl, så mit kostume kan vist ikke stemples som en success... Det var også heldigt nok at jeg ikke gik ud og smed et par hundrede kroner efter noget ordentligt for politiet dukkede op 2 timer efter festen startede. Jeg var meget forarget da vi ikke havde larmet specielt meget (i forhold til visse fester i Europa) og folk opførte sig efter min mening pænt og ordentligt - også selvom der var en fyr der kun var klædt i underbukser og gul tape (jeg aner ikke hvilket eventyr det var, han sagde selv "Lady Gaga"). Men man må åbenbart ikke holde fest i sit eget hjem hvis der er for mange til stede. Det er åbenbart normalt at politiet dukker op til de fleste fester og beder folk om at tage hjem, simpelthen fordi de mistænker at der er mindreårige til stede. Heldigvis fik jeg lov til at gemme mig på min venindes værelse med 5 andre Italienere og nogle Amerikanere og efter at have skiftet tøj tog vi i i byen og fik en øl. Jeg fik snakket med nogle rigtige flinke folk som jeg forhåbentligt snart ser igen.
Måske en tur til Yosemite i weekenden?
Som sagt er der dog så meget arbejde at det stort set kun er fredag og Lørdag jeg har tid til at være social, hvilket deprimerer mig en smule. Pitt og jeg havde tænkt os at tage på tur i denne kommende weekend, men vi har begge midtvejs-eksamner i næste uge og det er nok mere ansvarligt at blive hjemme og læse op til dem i stedet for at vandre rundt i Yosemite eller San Francisco. Desværre. Plus, vinteren er så småt kommet til Californien og det er rimeligt koldt om morgenen og om aftenen. Sidste fredag havde vi endda første regnvejrsdag siden jeg ankom (dvs ingen regn i over en måned)! Så nu må vi se hvad weekenden byder på i stedet, måske endnu en omgang surfing? Eller endnu en fest med politideltagelse? Hvem ved, bordet er frit og kortene blandede. Følg med i næste uge!
Regnvejr i Californien
-Jonathan







Ingen kommentarer:
Send en kommentar