*… dyb indånding…*
Kære læser,
Da der er sket en utrolig mængde ting i løbet af det sidste halve år vil jeg gerne starte dette indlæg med at opfordre læseren til at hente en kop kaffe, sætte sig godt til rette, da dette bliver en længere historie.
Hvordan bærer man sig ad med et blog-genoplivnings projekt? Jeg kunne selvfølgelig starte der hvor jeg sluttede, tilbage i marts, men jeg tror ikke jeg ville kunne beskrive begivenhederne særligt nøjagtigt eller med megen spænding. Så i stedet vil jeg springe lidt frem i tiden til d. 25 juni da vi drog af sted mod USA. Som de fleste der læser denne blog nok allerede er opmærksomme på, så tilbragte jeg 5 uger i Guds eget land i sommer. Da jeg netop er begyndt på Jack Kerouac’s bog : På Vejen synes jeg det er meget passende at skrive lidt om mine oplevelser på den anden side af Atlanten.
Vi lagde ud med en tur til New York, byernes by. Dette var så vidt jeg husker en af betingelserne jeg stillede før vi drog af sted; at man ikke kunne rejse til USA uden at have været på Manhattan. Muligvis opstod dette behov fra en del litteratur jeg har læst om New York, blandt andet Paul Auster og Jens Christian Grøndahl (jeg sværger at den sidstnævnte til tider har oversat direkte fra den førstnævnte). Byen var fantastisk, overvældende, forrygende og et smeltedigel af kulturer. Vi var så privilegerede at kunne bo i en lejlighed i Brooklyn så vi også opdagede hvordan byen er udenfor Manhattan. Jeg kan varmt anbefale folk at besøge New York, hvis man vel og mærke tilrettelægger ens tur ordentligt og ved præcist hvad man vil se. Jeg følte at udvalget simpelthen var for omfattende så selvom vi oplevede en masse var det som om vi ikke havde set noget overhovedet. Det er fantastisk med en by så stor at det kunne konstituere flere nationer og alt er indenfor rækkevidde. Jeg mødte en ven i fra Long Island i New York, en som jeg kendte her fra Edinburgh – han var på udveksling sidste år – men vi havde desværre ikke så meget at tale om, så det blev kun et kort besøg. Vi oplevede bøsseparader, anholdelser på fly, undergrundsbaner, enorme parker, skyskrabere og mangfoldighed i overflod. Præcist som det burde være.
En by på farten - New York
Næste stop på rejsen var Minnesota hvor min fars gamle udvekslings kammerat, John bor med sin familie. Det var det første indtryk af hvor forskellig og farvet USA er som nation. New York og Minnesota er som 2 forskellige verdner hvor folk tilfældigvis taler det samme sprog. Skyskraberne blev byttet ud med tusindvis af søer, store villaer og grønne skove. Velkommen til midtvesten. John og Kathy bor i et skønt stort hus på kanten af Lake Minnetonka og tilbringer meget af deres tid på vandet så vidt jeg kunne forstå. De ejer i hvert fald en mindre armada bestående af kajakker, 2 motorbåde samt 2 jetscootere. Det var perfekt for os at kunne slappe af efter hektiske New York og bare tage det roligt på søbredden med en kold øl i hånden. John var meget opmærksom på at vi ikke på noget tidspunkt måtte kede os og mottoet blev hurtigt ”You can do whatever you want!” hvilket jeg synes definerer den Amerikanske gæstfrihed bedre end noget andet. Det er lidt sjovt; før vi begyndte vor rejse tvivlede jeg på hvorvidt jeg overhovedet havde lyst til at tage af sted. Jeg syntes jeg kendte den typiske Amerikaner alt for godt: overfladisk, arrogant, selvretfærdig og lettere overvægtig. Dette billede blev hurtigt gjort til skamme efter et par uger i De Forenede Stater. På hjemmebane oplevede jeg ingen af disse mørke sider, alle vi mødte var utroligt venlige, interesserede i hvor vi var fra, hvordan vi så Amerika, vores holdninger til alt mellem himmel og jord. Det var som at opleve min egen lille oplysnings tid og det er en kendsgerning der har påvirket mig meget siden. Det er så nemt at dømme folk ud fra en håndfuld personer man har mødt gennem tiden, hvorfra xenofobi kan slå rod og vokse sig større og større. Minnesota var en af de bedste oplevelser fra vores tur og Benno og jeg fik også lov til at fejre Uafhængigheds-dag d. 4. juli med en masse Minnesota’nere hvilket var en kanon oplevelse.
4th of July - Minnesota
Dernæst gik turen til solrige California og storbyen Los Angeles. Her mødte vi Dennis, min farfars fætter. Dennis bor i det nordvestlige LA, cirka 2 timer fra lufthavnen, så mit første indtryk af byen var en masse biler og superhighways. Ikke voldsomt imponerende. Vi ankom søndag d. 5 juli, så Dennis mente at det måtte selvfølgelig være anledning til en barbecue for hele familien – en lettere overvældene oplevelse. Vi blev introduceret til omkring 10 nye personer der alle var overbeviste om at vi da selvfølgelig var fætre og kusiner, hvilket var meget rart, men også lidt for frembrusende efter min smag. De viste sig dog at være flinke nok, selvom vi ikke havde særligt meget til fælles da vi lever i 2 diametralt modsatte verdner. Temperaturen i LA lå på de 40 grader det meste af tiden hvilket var utåleligt. Jeg var og er ikke særligt begejstret for LA, men jeg er også opmærksom på at jeg baserer min mening på et 2 dages ophold udenfor centrum. Vi tog en tur til Universal Studios hvilket var legemliggørelsen af den Amerikanske drøm for mig – Hollywood i al dens pragt og rigdom hvor alt kan lade sig gøre.
Universal Studios LA
Efter et par dage i LA lejede vi en bil og drog mod ørkenstaten Nevada. I Nevada bor Sherry, Travis, Jenae og Tammy, personer vi kender fra vores tid i Bolivia. Igen havnede vi i en situation der gør det svært at forstå hvordan et land som USA kan forblive en nation. Nevada var stort set bare ørken, ingen huse i alle retningerne, kun tomt landskab indtil vi ramte den farm Sherry og hendes mand bor på. 50km til nærmeste by. Det var en diskussion jeg havde med mange, hvorfor nogle af staterne ikke erklærede sig selvstændige og startede nye nationer – men som folk svarede så er det jo netop på mangfoldighed og tolerance at USA blev dannet. (I hvert fald tolerance for folk med den rigtige hudfarve). Ranchen var meget fed, dog isoleret. Sherrys mand er meget glad for våben og der stod omkring 10 rifler frit fremme i huset, en af dem med ammunition fandt jeg ud af. Noget af et kulturchok. Her var plads til den Amerikanske drøm, til at starte sit eget foretagende uden at skulle tænke på sundheds-reformer og andet ævl der kommer ud af Washington. Vi nåede at tilbringe et par dage med dem, jeg ville gerne have set min gamle ven Travis, men han havde travlt på sit nye job som brandmand. Desuden er der løbet meget vand under broen og jeg tvivler på vi ville have haft så meget til fælles længere, men det er en anden historie.
National parker i USA
Efterfølgende var vi i Salt Lake City – muligvis den underligste storby jeg nogensinde har været i. Tænk sig en millionby hvor alle gaderne er navngivet efter hvor langt de er fra mormonernes tempel og hvor man kan gå gennem centrum en lørdag aften uden at møde en sjæl fordi alle er hjemme sammen med familien. Det må være en smule underligt at komme udefra og skulle bo i den by. Men igen, det er en anden kultur og mormonerne virkede meget flinke, ikke for påtrængende, men meget hemmelighedsfulde når det kom til hvad der var inde i deres tempel. Jeg ville gerne have snakket med Travis om netop dette da han har konverteret og giftet sig med en mormon pige. Turen gik videre gennem de flotteste og mest overvældende nationalparker jeg har været i siden Foz do Iguacu i Argentina/Brasilien. Kameraet kom på overarbejde da vi bevægede os igennem det skønne røde ørkenlandskab. Det var road trip i Amerika for alle pengene – vi kørte 3000 km på en uge! Derefter trængte vi så også til forveksling og drog mod idylliske San Francisco.
På vejen igen
San Francisco er muligvis den fedeste storby jeg har besøgt indtil videre. Så snart vi var ankommet kunne vi alle straks mærke en følelse af dekadenthed og tolerance. Vi boede tæt ved Union Sq. og fik mulighed for at opleve alle de skæve eksistenser der hænger rundt omkring på gadehjørnerne. Alt i denne by var spændende og velkommende, og folk var meget mere nede på jorden og havde ikke så travlt som i NYC. Vi var på MoMa og se fotografi udstilling, vildt inspirerende, samt på Fishermans Wharf hvor en Ægypter prøvede at ”forære” mig et kamera til 1/3 af den danske pris. Sidst men ikke mindst var vi ude at løbe med Frisco’s Hash House Harriers – en fed oplevelser, de var en rigtig omgang festaber. Det er helt klart en by jeg gerne vil tilbage og besøge en dag.
Alcatraz + ubåd
Vi blev desværre ikke så længe i SF, men det gjorde intet så snart vi kom til den vidunderlige by Vancouver. Her bor Mark og Adriana, endnu 2 vi kender fra vor tid i Bolivia. De var gæstfrie nok til at lade os bo hos dem i en uges tid hvilket var kanon. En by bliver altid dobbelt så god hvis man har nogle til at vise en rundt. Vi oplevede Canadas skønne natur, Vancouver ligger lidt nede i en dal, omringet af skove og Stillehavets uendelighed. Vi fik kravlet op af skråninger, ledt efter Bjørne, set Whistler Mtn hvor de vinter-olympiske lege finder sted i år samt river rafted 3 timer på en flod nord for Vancouver. Helt klart et af de smukkeste steder man kan vælge at bosætte sig og byen virker rigtigt spændende. Jeg vil gerne skrive mere, men jeg tror at dette bliver alt for nu.Det var måske meget faktuelt beskrevet, i fremtidige indlæg vil jeg fokusere lidt mere på hvor jeg er nu og hvordan livet forløber her i Skotland. Jeg bliver jo nød til at starte et sted og så er det nemmest at fortælle om de begivenheder der har fundet sted siden sidste indlæg.
Bjergene omkring Vancouver
Mere igen snarest!
