Som overskriften antyder, er der sket en del at berette om siden sidst, da jeg lige havde fået karakterer. Det havde også lige været snevejr i Skotland med temperaturen godt nede i minusgraderne. Dette vendte heldigvis hurtigt! Et par dage efter jeg skrev det sidste indlæg vendte vejret til det bedre, temperaturen sneg sig op omkring 10-12 grader, hvilket resulterede i at jeg måtte ud og løbe en tur i shorts og t-shirt!! Vidunderligt! Temperaturen har dog ikke helt været lige så god siden, selvom det har været rigtigt mildt vejr og omkring de 10 grader. Herligt herligt! Og blomsterne er også begyndt at titte frem, men som Rasmus og jeg postulerer, så skal vi have mindst én vinter-agtigt-omgang mere før det rigtigt bliver forår. Forhåbentligt bliver det uden frostgrader, så blomsterne overlever...
I fredags ankom Rebekka og Ditte til Edinburgh. Sofie var også på besøg og efter at have tjekket fly-tiderne (de var ½ time forsinket) tog vi ned til stationen for at vente på tøserne, i regnvejr! Den ene bus ankom efter den anden og intet spor af 2 danske piger. Endelig tog de sig så sammen til at komme ud af bussen, de havde ikke opdaget at det var endestationen, så chaufføren måtte op og hente dem! Hjem til Queens Park Court med taxa og derefter ned og handle ind. Et par dage før havde min Russiske veninde inviteret mig til en Skotsk Ceihlid (udtales ”kay-lee”) som er traditionel skotsk folkedans hvor et lille orkester spiller folkemusik og viser nogle danse. Det var rigtigt sjovt (og gratis!!), en super god måde at få lidt kultur på samtidig med at man også får rørt sig lidt. Folk hyggede sig gevaldigt og stemningen var i top. Efter et par timer tog vi dog videre på en lille café, fik en øl og tog derefter hjem. Jeg tror det var lidt overvældende for pigerne at skulle gå så meget rundt, vi bor som tidligere sagt ret langt fra midtbyen. Lørdag tog vi ind til byen for at lege lidt turister, sammen med to af Sofies veninder der havde taget toget fra Dundee. Vi var oppe på Calton Hill og lidt i et shopping center og fik rigtig lækker frokost: fast-food-bagt-kartoffel! Desværre blæste det en stiv pelikan, så energien slap hurtigt op.
Samme aften var jeg også i teatret med et par venner (havde desværre ikke fået billetter til Sofie, Ditte og Bek) og vi så en parodi på svanesøen plus noget andet... Og ja.. Det er lidt svært at beskrive men for at opsummere: transvestitter i balletkostumer. Skuespillerne lagde ud med en præsentation på engelsk med russisk accent, hvorefter alle disse mandlige balletdansere i ballerina sko og tut-skørter kom ind (rimeligt sjovt i sig selv). Derefter begyndte de at opføre svanesøen, med små sketches så som at tabe hinanden, sjove ansigtsudtryk osv. Det var ret underholdende, syntes jeg, men resten af publikum var fuldstændig ellevilde!! Bare det at en af fyrene kom ind på scenen udløste hysterisk latter og en begyndte endda at klappe i takt med balletmusikken?!?! Efter at have siddet gennem svanesøen og en akt af noget andet (der ikke gav mening) besluttede vi os for at flygte, til trods for at billetterne kostede 12 pund. Men stykket stod altså ikke til at redde og jeg forstod ikke publikums vanvittige ekstatiske udbrud. Det var som om at de var fast besluttet på at NU skulle det altså være sjovt når de nu havde betalt for at blive underholdt.
Måske egner jeg mig bare ikke til at gå i teatret.
Søndag er der ikke så meget at skrive om, jeg lå syg med maveinfluenza hele dagen, så Sofie, Bek og Ditte måtte kravle op på Arthurs Seat selv, men de havde vistnok en god tur. Mandag stod jeg tidligt op og lavede de lektier jeg ikke nåede pga. sygdommen og kl. 11 tog jeg Bek og Ditte med til en fysik forelæsning. Ikke det mest spændende i verden, jeg tror endda mange af de fysik studerende faldt i søvn. Men jeg ville gerne give pigerne et indtryk af hvordan det er at gå på Uni, samt dele min hverdag med dem, og jeg tror da også at de syntes det var lidt sjovt at deltage. Plus, det var kun 45 min fysik/kemi tortur om hvordan kvantemekanikken dikterer elektroners position i et atom. Pigerne tog derefter i zoologisk have for at se på løver og pingviner mens jeg tilbragte eftermiddagen i et laboratorium. Det lød til at pigerne havde haft en super tur i zoo, de havde i hvert fald taget tonsvis af billeder. Om aftenen så vi Wall-E med Marika og Rasmus:)
Tirsdag var store turist dag; jeg havde kun timer til kl. 11 hvorefter jeg skrev under på vores nye hus (mere om det senere) og sloges med rådhuset så vi ikke behøvede betale skat.. Derefter spenderede Bek, Ditte og jeg dagen på The Royal Mile med at shoppe efter nips og gaver samt tage på museum og booke en spøgelsestur til om aftenen. Vi var på et museum som hedder Camera Obscura, som er absolut fantastisk! Selve museet ligger lige oppe ved slottet, hvilket giver en fantastisk udsigt. Indeni er der en meget stort mørkekammer (camera obscura = mørkt værelse) hvor lys fra en lille linse oppe på taget bliver projekteret ned på et hvidt bord. Dette giver billeder i realtime af hvad der sker rundt om i byen og er utroligt fascinerende! Det er lige som at se en videofilm ud over at det rent faktisk bare er lys på en hvid overflade. Det bedste er dog at det blev bygget i 1850'erne, hvor det blev som forgængeren for biografen. Helt klart et besøg værd! Foruden mørkekammeret er der 4 andre etager med ting og sager man kan prøve, lidt a la eksperimentariet i København.
De Danske skottedamer på shoppetur
På eksperimentarium
Foran Edinburgh Castle
Om aftenen spiste vi så på en lille burgerbar og tog derefter på spøgelsestur. Det er anden gang jeg er med på sådan en omgang, men det var en del anderledes denne gang. Første gang var jeg sammen med Benno og Karna hvor vi bare fulgte efter en fyr der fortalte en masse om Edinburghs historie og så et kvarters spøgelseshistorier i en dunkel grotte. Denne gang var vores tour guide klædt ud som vampyr og havde en pisk med! Hun lagde ud med at fortælle hårrejsende, grusomme historier om tortur og vold i 1800-tallets Edinburgh og fik nogle publikummer til at spille med som ”gidsler”. Foruden det så råbte hun rigtigt højt en gang i mellem for at få os op på nerverne. Derefter gik vi ned i Edinburghs undergrund (der er mange steder en ”by under byen”) hvor der var både skomager-, børne- og dræber-spøgelser. Desværre så vi ikke nogen på denne her tur, men det var spændende alligevel. Selvom vores guide talte rimeligt hurtigt og med skotsk accent, så tror jeg Ditte og Bek fik fat i det meste.
Ditte og Bek tog så hjem onsdag morgen og dagligdagen gjorde sit indtog endnu en gang. Forresten; ugen før om onsdagen havde jeg gaflet mig en billig billet til Edinburgh Castle der ligger midt i byen! Det var godt endelig at få set det, og specielt til den pris (normalt er det 10£, jeg gav 2£). Selve slottet er faktisk ikke så slotsagtigt, mere bare en klump bygninger på toppen af en vulkan med mur rundt om. Det var dog stadig spændende at se det, selvom jeg ikke tror jeg vil give 10 pund for at se det igen. Foruden udsigten (billedet øverst i dette indlæg) er der kun et krigsmuseum og kronjuvelerne at se. Hvis man befinder sig på slottet kl. 13 kan man dog få lov til at se en kanon bliver affyret. Men så er det vist også det.
Af andet nyt at berette, så kan jeg nu meddele at jeg/vi har fundet et sted at bo til næste semester! Vi har været rundt omkring i byen, og har set mange flotte lejligheder og nogle knap så flotte. For et par uger siden var vi dog ude og kigge på et hus (!) i 3 plan. Det skal så lige pointeres at det er et meget smalt hus, så du må endelig ikke få indtryk af at jeg skal bo i sus og dus. Vi er 5 der skal dele, og huset har 3 dobbeltværelser og 2 enkelt. Dette er meget heldigt da vi er 3 drenge der har kærester og de sidste 2 er stadig single. Dem jeg skal bo sammen med er Jane (Russer), Pitt (Luxembourger), Marek (Ester) og Rasmus (Dansker). Vi kan flytte ind i begyndelsen af september, så vi må lige finde et sted at opbevare alt vores habengut hen over sommeren. Lejligheden vi bor i nu er nu blevet opsagt pr. 31/5. Det bedste er dog at huslejen kun er 240£ i måneden i det nye hus, så jeg bliver en rig mand da jeg til den tid også får SU.
Udover det så kan jeg vist kun sige at tiden flyver af sted. I weekenden var jeg oppe hos Sofie i Dundee, og vi tog bussen op til et forstadsområde (lidt lig Hørsholm) som hedder Broughty Ferry. Her er der både et fint slot samt en lækker strand. Det var dog lidt for koldt til at bade og det begyndte desværre også at regne så vi måtte skynde os tilbage til Dundee igen. Alt i alt var det en rigtig dejlig weekend, specielt også fordi der endelig er blevet gjort (og holdt) rent i Sofies køkken så jeg fik en dejlig mulighed for at lære hendes bofæller lidt bedre at kende. Det er nogle rigtige hyggelige tøser!
Idyllisk forstad til Dundee
Sofie foran Broughty Castle
Skolen kører sin vante gang for tiden, selvom det efterhånden er ret udfordrende og stressende. Vi har kun under 4 ugers skolegang tilbage før eksamens perioden begynder!!! Lige pt. er jeg ved at designe en dæmning i Civil Engineering, lære om kvanteteoriens mange aspekter i fysik og lave statistik samt multi-variabel differentiel regning i matematik. Så der er nok at se til!
Resten af Marts er dog også allerede så småt planlægt. På fredag kommer mine gode venner Troels og Line fra Berlin (de er dog danskere) og besøger mig. Weekenden efter skal vi på cykeltur vol. 3 til Falkirk, hvis vejret tillader det og ugen efter kommer min moster, onkel og fætter på besøg. Så går der lige en uge hvor jeg nok tager til Dundee og derefter kommer 2 andre gode venner, Thomas og Maria (de smutter lige forbi før de tager til Amerika) og lige i hælene på dem kommer hele familien samt Benjamin der til den tid burde være hjemme fra Sydamerika!!
Good times ahead!
-Jonathan









