fredag, september 10, 2010

Første uge i Santa Cruz

Kære læser,

Selvom denne blog nu har været oppe at køre i 2 år har det været noget sløjt med at få skrevet indlæg. Sidste gang var November 2009, det er næsten et år siden – så rimeligt dårligt gået af mig må man sige. Nu er der dog kommet andre boller på suppen og forfatteren befinder sig i nye omgivelser, nærmere betegnet Santa Cruz, Californien. Med denne ændring i tingenes tilstand vil jeg således prøve mit bedste for at opdatere bloggen jævnligt så den ikke kommer i forfald som sidst jeg forsøgte at genoplive. Muligvis var det tidligere genoplivningsprojekt dødsdømt på forhånd da der simpelthen var for meget at fortælle om. Der er skam ikke blevet mindre at fortælle om nu, men jeg vil nøjes med at starte her fra September og så håbe at læseren kan følge med. Det skal dog siges at jeg søgte om at komme på udveksling tilbage i December og fik svar i Januar. Siden da har det været en lang proces med at søge visum, få godkendt min finansielle situation og bestille billetter. Men nu er jeg landet og har været i USA i godt en uge. Jeg skal læse fysik på University of California – Santa Cruz i 9 måneder og skoleåret begynder d. 21 september. Ved et tilfælde kom jeg ind på samme universitet som min gode ven fra Luxemborg, Pitt. Han læser informatik og kunstig intelligens og vi boede sammen i Edinburgh sidste år. Det er super fedt at have en makker med herover og det har helt klart gjordt alting meget nemmere.

Pitt og jeg på motorcykel

Vi ankom til San Francisco sidste torsdag aften og fik snakket om sommerferien og tilværelsens tilstand på et vandrehjem. Næste morgen gik turen dog direkte til Santa Cruz med offentligt transport – vi ville gerne finde et sted at bo så hurtigt som muligt. Det tager cirka 3 timer at komme med tog og bus fra San Francisco centrum til Santa Cruz (SC) selvom der kun er cirka 120km, men man bliver nød til at skifte en del gange. På vejen derned mødte vi en cubaner der bor i Miami men skulle besøge nogle venner fra Paris i SC. Han var meget åben og flink og vi fik nogle gode tips om Amerikansk samfund, at køre bil, indenrigs flyrejser osv. Det lader til at man nemt og billigt kan komme fra stat til stat, så det skal vi helt klart undersøge. Det var et godt første indtryk at få, selvom den herre vi talte med var meget påpasselig med at være politisk korrekt, han ville ikke give et negativt indtryk af USA, selvom han måske ikke altid syntes det er så fedt her. F.eks. snakkede vi om at tomle rundt, han mente at man sagtens kunne, men han skulle ihvertfald ikke pga. Han var fra Cuba. Da jeg så spurgte hvorfor – altså om han mente at mange var uvenligt stillet mod latin-amerikanere slog han det hen og sagde at det var han ikke helt sikker på men at vi bare skulle prøve.

Santa Cruz stranden

Havnen vi bor lige ved siden af

Santa Cruz strand plus Wharf

Vi ankom til Santa Cruz midt på dagen Fredag og chekkede ind på et billigt motel – vandrehjemmet havde udsolgt. Det var dejligt autentisk amerikansk, som man ser det på film med små værelser med et køleskab, tv og dobbeltseng. Så snart tingene var læsset af var det bare om at komme ud i byen og se hvad vi havde rodet os ud i. Santa Cruz er en lille kystby som er specielt kendt for sine meget gode surf strande, faktisk så meget at SC ofte er en forkotelse for Surf City. Byen er utrolig smuk med Redwood dækkede bjerge mod nord og det enorme stillehav mod syd. Der er en kæmpe strand lige syd for byens centrum med en stor forlystelsespark, The Santa Cruz Beachwalk, men som vistnok kun kører om weekenden. Vi kom lige i Labour Day festlighederne så byen var fuld af turister fra resten af USA, hvilket var en smule overvældende. Vi fandt hurtigt en alternativ cafe meget lig Forrest Cafe i Edinburgh hvor man kunne få billig kaffe, anarkist litteratur, yoga klasser og andet godt. I det hele taget er byen meget liberal og alternativ, der er masser af økologiske supermarkeder, busserne kører på naturgas i stedet for diesel og man må ikke ryge tobak på stranden eller byens gågade. Til gengæld er de ret afslappet mht rygning af hash, hvilket også er meget atypisk for det billede af USA jeg havde hjemmefra. Faktisk skal Californiens befolkning stemme om at gøre hash helt lovligt til November – et vildt initiativ som kunne indbringe staten mange penge i skatter og afgifter. Ved siden af cafeen ligger der et establissement der hedder Bike Church og er en tro kopi at ”The Bike Station” som har været omtalt i tidligere indlæg her på bloggen! Super fedt igen at have et sted at kunne komme og fikse cykler. Jeg var dernede i dag da jeg havde set en pæn cykel med påskriften ”Kør dansk” på – det kunne kun være et tegn at jeg måtte have den cykel! Så selvom jeg måtte bruge 3 timer på at reparere den så står kværnen nu ude bag ved med en god solid lås på!

Tilbage til den mere kronologiske fortælling: Efter at have chekket mails spiste vi en vegetar middag og drak god lokal øl for derefter at smutte tilbage til motellet. Fin fin, indtil kl. 3 om natten da vi bliver vækket af råb og skrig nede fra parkeringspladsen. Da dette ikke er usædvaneligt i Skotland (folk råber tit på gaden uden der rent faktisk sker noget) tænkte jeg ikke særligt over det indtil jeg kom i tanke om våbenlovgivningen herovre. Heldigvis skete der ikke så meget, politiet kom kort efter, en fyr var vist blevet overfaldet af nogle hjemløse da han gik hjem fra en bar med sin kæreste. Stadig en lidt ubehagelig velkomst til byen. Dagen efter chekkede vi ud, det var for dyrt, og smuttede videre til nogle kollegieværelser som Universitetet lejer ud til folk som søger efter bolig. Dette var meget billigere og mere centralt, plus det var sjovt at se hvordan værelserne for de nye studerende ser ud. Her er det normalt at deles om værelse, hvilket jeg nok ville finde lidt for socialt til tider. Men værelserne er store og faciliterne var gode, så man kunne godt blive fristet til at bo der, hvis bare ikke huslejen var cirka 6000kr i måneden. Som sagt var beliggenheden i top og vi tilbragte tiden med at lede efter lejligheder gennem hjemmesider og i aviser og var ude at se cirka 5 i alt. Der var utroligt mange der aldrig vendte tilbage og et par stykker der virkede lidt for uærlige (send-os-pengene-så sender-vi-nøglerne-agtigt) men til sidst lykkedes det os at finde et sted! Vi var først ude at se på huset her Søndag, men sagde at vi gerne ville vente med at give svar til Tirsdag.

I mellemtiden havde vi fundet nogle couchsurfere der gerne ville have os boende. Så Mandag morgen blev vi mødt foran uni-vandrehjemmet af et super flinkt ungt par, Lacey og Brendan. De samlede os op i deres bil og så kørte vi en tur op og så campus der ligger oppe på en kæmpe bakke lige nord for midtbyen. Det er et af de mindst skole-agtige campuser jeg nogensinde har set: alle bygningerne ligger ude i et kæmpe skov område hvor man skal finde en masse små stier for at komme til time. Det er vildt flot, men med masser af bakker, så det kan godt være vi vælger at tage bussen i skole. Vi gik en tur i skoven og lærte hinanden at kende og ledte efter et super godt klatre-træ hvor man eftersigende sagtens kunne komme helt op i toppen og se ud over byen. Desværre var alle de nederste grene blevet savet af pga. Sikkerhedsmæssige årsager. Surt show, men vi havde stadig en rigtig god tur rundt og så campus og lærte hinanden at kende. Derefter kørte vi hjem til Lacey og Brendan, de bor i en trailerpark lidt øst for hvor vi nu bor. De fik dog hamret alle forestillinger om folk i trailerparks i jorden da de er utroligt udadvendte, tolerante og afslappede mennesker. De ejer f.eks. ikke TV da de synes det er kedeligt, spiser helst vegetar mad, gror egne grøntsager, rejser utroligt meget og elsker at gå på vandreture. Vi var virkeligt utroligt heldige med at finde så flinke mennesker efter kun at have været her 2 dage. Brendan havde været på udveksling i København af 2 omgange så han kunne også lidt dansk og jeg kunne opdatere ham om hvordan tingene er i dag. Vi havde mange gode samtaler og var enige på mange punkter. De var af den overbevisning at ofte kan man klare sig igennem tilværelsen med meget få ting – det simple liv – hvilket jo passer godt til os da vi kun har 1 kuffert hver til hele dette år. De har også blaffet fra Alaska til Californien, så vi kunne dele nogle gode tomle-historier. De var også så venlige at lade os låne deres cykler så vi nemt kunne komme rundt i byen, vi cyklede endda hele vejen op til universitetet, men blev hurtigt enige om at det var en lidt for lang tur hver dag og at bussen er et bedre alternativ. Heldigvis er busserne gratis for studerende her. Lacey har haft motorcykel i et par år, og da hun hørte at Pitt’s stor drøm var at eje en motorcykel mente hun at vi ihvertfald skulle have lov at prøve at køre lidt rundt på hendes. Super sjovt, omend lidt skræmmende. Jeg havde lidt problemer med at styre gassen og Pitt og Lacey blev vist ret forskrækket da det så ud til at jeg ville køre galt. Heldigvis skete der intet og Pitt var et naturtalent. Så nu er han begyndt at tage motorcykelkørekort – noget der kun tager en weekend her og koster omkring 1500kr!! Det er helt vildt, og jeg har sagt til ham at han nok ikke skal tro det er ensbetydende med at man er klar til de helt store ture når man kun har en weekends erfaring. Han er heldigvis en rolig person der nok skal tage det stille og roligt i starten. Lacey havde sin motorcykel til salg, så muligvis står der en kværn foran vor dør indenfor den næste måneds tid.

Ting hos Lacey og Brendan

Pitt på motorcykel

Onsdag flyttede vi ind i vores nye lejlighed med udsigt til havet. Lejligheden er ikke særlig stor, det er faktisk kun en 1-værelses, men da huspriserne er så høje herovre besluttede vi at den ene får soveværelset mens den anden sover i stuen. Så bytter vi efter nytår. Jeg lægger ud med soveværelses tjansen mens Pitt får stuen med den gode udsigt men den lille seng. Der er en stor terrasse til huset vi bor i som vi deler med vores naboer, to 27-årige falckredder studerende som også lige er flyttet ind. De bankede på døren onsdag after og spurgte om vi ikke alle sammen skulle smutte ned på den lokale bar og nuppe nogle øller. Super flinke fyre, selvom de er rimelig smarte. De er fra Orange County nede sydpå, og de er vistnok fra en lidt mere konservativ opvækst. De har det ihvertfald lidt svært med det store hippie miljø og alle de homoseksuelle her i byen, hvilket da også kan virke lidt overvældene, specielt at se hvor mange udbrændte hippier der sidder og tigger på gaden. Vi lærte Brian og Jared rimeligt godt at kende den første aften, de er meget åbne og velkomne og nogle rigtige festaber. De er vist begge lige kommet ud af langvarige forhold, så de har travlt med at rende efter piger konstant. Jared er mormon og drikker ikke mens Brian er katolik og drikker en masse så de virker nogle gange som et meget umage par, men de siger de er bedste venner fra 8-års alderen. Det er ihvertfald fedt at have dem som naboer og da de begge har biler er det også muligt at få et godt lift ind til byen! Væggen ind til dem er desværre rimelig tynd og specielt Brian har en tendens til at råbe meget, så det kan godt være vi bliver lidt trætte af dem nogle gange. Alt tyder dog på at vi får et super år her!

I går var jeg inde i byen og som sagt skaffe mig en cykel mens Pitt var ude og tage teoretisk undervisning til sit MC kort og i dag står programmet på at skaffe en bank konto da vi har meget store problemer med at lave internationale overførsler for at betale huslejen. Forhåbentligt er ejeren af huset venligt stillet, men det bliver ikke så sjovt at fortælle ham at han må vente lidt længere med at få sine penge. Men det er nu bare endnu en kedelig historie om penge. Jeg vil hellere snakke om byen og om menneskerne vi møder. Forhåbentligt kan jeg komme lidt ud her i weekenden og møde nogle andre studerende, selvom jeg ikke lige ved hvor det skulle være. Måske tager jeg mig bare en lang cykeltur efterfulgt af en dukkert i bølgerne. Jeg vil bestræbe mig på at lave en opdatering en gang om ugen fra nu af og send endelig vrede emails hvis der ingen aktivitet er!!

Santa Cruz

Kærlig hilsen - Jonathan

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej. Tusind tak fordi du har opdateret, Nicklas og jeg har lige læst den. Hold da op hvor har I oplevet meget på en uge og mange flinke mennesker ;-) Kh Moster

Line Lindemose sagde ...

Hej Jonathan.
Hvor lyder det godt det hele - og tillykke med lejligheden.
Hvad er adressen? Så kan man lige "Google Earth'e" det. Ha.
Held og lykke med studiestart.

Skulle måske hilse fra Troels.


Line.

Anonym sagde ...

Tjek noget i retningen af 110 5th Avenue:)