Kære læser,
Først og fremmest en undskyldning for de manglende opdateringer i den sidste uges tid, jeg har haft utroligt travlt med skolen da jeg har haft midtvejs eksamner i 2 fag i sidste uge hvilket har krævet stort set alt min energi. Nu er de heldigvis overstået, og forhåbentligt også til en hvis tilfredshedsgrad, selvom jeg ikke er overvældende optimistisk. Jeg føler mig dog rimelig sikker på at have bestået, hvilket er det vigtigste. Som sagt så ofte før har jeg haft lidt svært ved at integrere i den amerikanske undervisningsform, men jeg tror jeg har fået rimelig godt styr på det. Jeg har fundet et par studie grupper som jeg kan arbejde sammen med. En fyr der hedder Joe, der er på udveksling fra the University of Manchester, og jeg kommer godt ud af det med hinanden og tilbringer rimelig mange timer på biblioteket med at diskutere Einstein's ligninger. Det er rigtigt spændende, men kræver utroligt meget tid at forstå, så jeg tror det meste af min "Thanksgiving" ferie kommer til at gå med at forberede mig til den endelige eksamen i begyndelsen af December. Vi slutter vores kvartal her d. 10. december og så har jeg ellers næsten en måneds ferie før vi begynder igen. Allerede nu er fagene for næste kvartal dog kommet op på universitetets hjemmeside og jeg har kigget nærmere på hvad jeg mon skal vælge i næste omgang. Jeg tror det bliver en omgang laboratorie arbejde, elektromagnetisme og termodynamik. Hvis jeg finder et ekstra fag der ikke kræver så meget nupper jeg måske også det med i købet, forhåbentligt noget computer programmering.
Der er sket en del ting siden sidst. Vi havde en rigtig god tur til Santa Barbara for at fejre Halloween, selvom jeg synes det var lige lovligt langt at køre for en aftens herligheder, og det endte med at koste lidt mere end jeg havde budgeteret med. Det tog cirka 5 timer at køre derned og vi var 5 venner af sted, Pitt med sin kæreste og Lucie med sin kæreste Jed der bor i Seattle men var på besøg hernede. Jed og jeg kom godt ud af det med hinanden og havde mange gode samtaler på vej sydpå. Vi tog motorvejen derned som ikke var specielt sindsoprivende, men som dog gav os muligheden for at besøge Solvang, et lille dansk samfund i sydcalifornien. Det var super kitsch at besøge med gadenavne som Copenhagen Drive, Atterdag Road og Vester Hof. Det var ret overvældende, lidt som Disneyland med Danmark tema... Jeg var inde og snakke med en dame på turistbureauet som fortalte at cirka en femtedel af befolkningen stadig taler dansk og er direkte efterkommere af de første danske missionærer. Syret oplevelse, vi var der dog kun i cirka en halv time men nyd endelig billederne:
Mini Danmark
Julehus hvor man kan få æbleskiver året rundt
Akvavit!
Våbenbutik på H.C. Andersens plads?
Solvang, CA
Selve Halloween blev fejret lidt uden for Santa Barbara i collegebyen Isla Vista. Der var ca. 40,000 unge mennesker på et par kvadratkilometer og det mindede i den grad om en Roskilde Festival hvor alle havde besluttet sig for at klæde sig ud. Det var super fedt at gå rundt i gaderne og se hvor kreative folk havde været med deres kostumer. Personligt gik jeg efter at være den ældre Skotske golfspiller og havde endda købt en driver til formålet (cirka 10kr i en genbrugsforretning) men denne blev dog taget af politiet efter cirka to timer da de mente det var en trussel mod den offentlige sikkerhed. Og det var ikke kun mig der kom i kontakt med lovens lange arm; jeg ved ikke hvor mange tusinde betjente der var den aften, men overalt var der sat checkpoints op og store projektører oplyste hovedgaden så politiet kunne holde øje med folk. Det er som bekendt ulovligt at drikke på gaden i USA og en åben beholder med alkohol gav en bøde på omkring $700 i dagens anledning. Plus, vi så en del personer blive anholdt samt en helt kavaleri af betjente på heste. Ret skræmmende og irriterende da det virkelig ødelagde stemningen. Vi blev dog ikke nuppet for spiritus besiddelse (heldigvis) og fandt endda et sted at sove hos nogle venners venner. Alt i alt, en success udover den mistede golfkølle (det var ligesom essensen af mit kostume, uden den lignede jeg bare et fjols). Jeg har desværre ingen billeder fra aftenen udover de stjåne fra Facebook da jeg ikke var i humør til at slæbe et dyrt kamera rundt i pøbelen af fulde unge.
Hvor er Holger? (Min ven Nathan)
Turen hjem var super flot, ihvertfald indtil solen gik ned. Vi kom først afsted fra Santa Barbara - hvor vi spiste morgenmad - omkring kl. 3 og tog så kystvejen langs Big Sur hjem. Jeg kørte det meste af vejen og blev ingen helt bidt af hvor smuk og fantastisk den rute er. Vilde hårnålesving langs klipperne med bølgerne der brøler under en. Vi stoppede på vejen og så på søelefanter som har hjemme langs Californiens kyst. Utroligt uchamerende dyr, de ligner store stykker blæver der bare ligger på stranden og udstøder lyde der er midt imellem en prut og en bøvs. Men meget underholdende.
Søelefanter
Fordi vi nu valgte at tilbringe weekenden i alkoholens og festgudernes tegn var der ikke helt så meget tid til at lave lektier som der nok burde have været. Ergo har jeg ikke så meget at berette om fra den sidste uges tid udover at jeg havde mega travlt og sad oppe til midnat næsten hver dag for at lave lektier. Jeg har som sagt fundet ham her Joe plus et par andre, blandt andet en fyr der hedder Erik som er halvt Nordmand som jeg kan lave lektier sammen med. Det hjælper en hel del, da som ordsproget siger "To hoveder tænker bedre end ét". Jeg havde dog kun ét hoved til rådighed i torsdags til min eksamen, men som sagt tror jeg det gik okay. Da denne var overstået tillod jeg mig selv et lille hvil og tog i byen med et par venner, men kun for en aften da det igen gik løs fredag med endnu en eksamen. Denne eksamen var dog en "tag-med-hjem-på-weekend" eksamen som jeg tilbragte det meste af min weekend med. Det var dog også i denne weekend at festen for min ven David, der mistede sin taske med pas, visum og computer, fandt sted. Det var fedt, en rigtig amerikansk college fest med røde kopper, store mængder øl og ølspil i baghaven. Det var super fedt at opleve og jeg mødte en del flinke personer som jeg forhåbentligt kommer til at se igen.
Jeg har masser at læse for tiden
Men er dog stadig i festligt humør
Der er desværre ikke så meget mere at fortælle, jeg har rasende travlt i denne uge også da Pitt og jeg tager til Seattle torsdag morgen for at besøge vores venner fra Estland. Jeg havde fået ind i mit hovede at det var fredag vi skulle flyve, så det var godt jeg fik tjekket billetten i dag før det var for sent. Det bliver dejligt at se vores venner igen og jeg glæder mig til at opleve Seattle! Herovre har vinteren dog også så småt gjort sin indtog og vi har haft helt nede omkring 10 grader de sidste par dage, hvilket er i stor kontrast til de omkring 20 grader vi har ligget stabilt på indtil videre. Plus det er begyndt at regne en hel del (ja, det regner faktisk lige nu) så jeg må ud og købe mig noget varmere tøj. Til den nysgerrige læser der måske husker noget omkring en avisartikel fra sidste indlæg så vil jeg nøjes med at dele dette link og sige at det var fedt at få sit navn i avisen!
Hvad?! Regnvejr i Californien?
Det er vist alt for denne gang, jeg vender stærkt tilbage i næste uge med en opdatering fra Seattle!!!
-Jonathan













Ingen kommentarer:
Send en kommentar