På eventyr udenfor bygrænsen

Velkommen læser:

Så kom Jonamanden her i cykeltøjet og afsted på to hjul med sin ven fra Estland mod den østlige horisont. Desværre er den østlige horisont rimeligt langt væk, så vi nåede kun 38 km, men det var nu alligevel en mindeværdig tur. Marek (Esteren) og jeg satte sejl fra Edinburgh kl. halv tolv, og som tidligere beskrevet var min cykel nu i topform. Vi var overraskende hurtigt ude af byen, jeg troede det ville være mere besværligt, men vi holdt os til kysten og kom snart ud til det typiske Britiske country-side landskab. Det var i sandhed en super dag vi havde valgt at tage afsted på, ingen vind, blå himmel og nogenlunde fladt hele vejen. Det var dog lige omkring frysepunktet og da vi kom frem havde jeg formået at få frost i skægget. Turen tog os 1 time og 40 min og bragte os forbi hele 4 forskellige golfbaner!! Endestationen var North Berwick, en rigtig lille sea-side town, som jeg klart kan anbefale at besøge hvis man alligevel er på de kanter. Det er også hjemsted for The Scottish Seabird Centre, som ingen af os havde hørt om før. Så tror ikke det er så berømt, men de havde en fin statue af en måge ude foran, hvis det kan friste.


Planen var at Marek og jeg skulle cykle derud og så ville Rasmus, Pitt (fra Luxemborg) og Fraser (som vistnok har boet hele sit liv i North Berwick) tage toget. På grund af vores overlegne cykel-evner endte vi med at ankomme i stort set samme øjeblik som de andre stod af toget; de havde ellers troet de skulle stå og vente i kulden. Efter en lille detour til Fraser's hus for at få en lille bid brød begyndte vi på vores tur mod Tantallon Castle der burde ligge ca. 5 km fra North Berwick. Desværre/heldigvis for os var det 5 km ad vejen, men vi besluttede os for at tage turen langs stranden, som var egentligt var rigtig flot, men det betød at det var mørkt da vi ankom til slottet. Heldigvis havde vi øller i tasken, det hjalp på humøret:)

Slottet var egentligt også lukket for adgang, men vi fik lov til at gå rundt udenom selvom vagten gik hjem. Slottet i sig selv var nu ikke så seværdigt, mere en forladt ruin end det Harry Potter slot jeg havde i tankerne. Det var nu ikke det der var vigtigt, vi nåede derud, fik set slottet og havde en god tur! Turen tilbage var dog lige en tand for kold og for lang, heldigvis var der en Tesco (supermarked) på vejen og Rasmus og jeg fik købt en herlig flaske whiskey. Speyside, 12 år single highland malt. Nu begynder jeg at forstå hvorfor Irerne/Skotterne kalder det for "the water of life". Hjem igen med futtoget, og vi ankom til fyrværkeri i Edinburgh, de må have været glade for at se os igen. Eller også var det fordi der var en parade på the Royal Mile samt at det var St. Andrews Day søndag. Jeg frøs ihvertfald lidt for meget til at kunne nyde det rigtigt desværre. Alt i alt var det en dejlig dag, det var skønt at opdage at Skotland også kan være en cykel nation og bare følelsen af at komme væk fra det normale og se lidt mere af landet. De ture må vi have nogle flere af! Og selvfølgelig, som altid når Jonathan tager med venner til "højlandet"; et golfbane billede:

Af andre nyheder er der ikke mange. I morgen kommer Rasmus' familie på besøg, de bliver til onsdag; jeg tror det bliver super hyggeligt med en omgang ekstra dansk selskab. Mine forelæsninger er også nået til vejs ende, ihvertfald for 2 ud af 3 fag. Har stadig fysik i næste uge, men ellers er læseferien begyndt for ingeniør og matematik fagene. Sofie tager til DK på fredag, og så er jeg uden kys og kram (udover fra Rasmus) indtil d. 19. Øvs. Det er surt.

I den store verden sker der åbenbart også ting, der til tider er lidt svære at tage stilling til når man har travlt med at få stablet et lille hjørne af verden sammen på en sådan måde at man kan kalde det for et hjem. Terror i Mumbai, økonomisk recession og blokering af lufthavne i Thailand er alle på BBC i baggrunden; og det er (både mentalt og fysisk) hvor de for det meste havner. I baggrunden. Men nu vil jeg lige prøve et øjeblik at bringe dem frem og måske tage lidt stilling til dem. Personligt har jeg svært ved at sætte mig ind i den situation man må være i, når man er så passioneret for en sag at man er villig til at sætte uskyldige menneskers liv på spil for at realisere sine mål. Muligvis fordi jeg ikke selv føler så lidenskabeligt for en politisk eller religiøs sag, men det er skræmmende at det at kapre et hotel og kaste med granater kan virke som et skridt i den rigtige retning. Desværre kan jeg jo kun sidde her og højt og helligt prædike om at hvis folk da bare var bedre uddannede ville det blive sværere at rekruttere soldater til sådan en kampagne. Men det ændrer jo ikke noget.

Mht. den økonomiske recession har vi været en del inde på emnet i forelæsninger for nyligt, da dette også bruges som argument til at investere i "grøn" teknologi. Jeg hørte også et interresant argument for at recessionen faktisk er en god ting. Se, når folk pludselig ikke har så mange penge til rådighed er de mere tilbøjelige til at f.eks. cykle i stedet for at tage bilen samt spare på både strøm og gas. Det er nok en smule over stregen at kalde det for en god ting, men ja, der er da helt klart også positive aspekter til krisen. Jeg vælger at sætte min lid til at vi som mennesker igen formår at finde en løsning på et problem, det er nu engang det vi gør bedst: udvikler os på trods af forhindringer. Og med disse ord vil jeg smutte i seng så jeg kan være klar til en ny uge med de sidste forelæsninger, besøg fra Danmark, og fejring af Rasmus' fødselsdag på torsdag!

-Jonathan