fredag, september 12, 2008

Første dage i Edinburgh

Hej alle!

Så er de første par dage i Edinburgh snart gået og der har været en masse nye indtryk at behandle. Turen herover var lidt af en prøvelse; jeg nåede først lige at få pakket alt sammen en halv time før vi kørte mod Billund, og nu da jeg er herovre føles de 15 kg jeg fik med ikke som særligt meget. Mit værelse er rimeligt tomt, men det skal nok hjælpe på det så snart de ting vi har fået sendt over med lastbil kommer. Den burde komme omkring tirsdag eller onsdag i næste uge. Anyways, vi nåede knap og nap og få sagt farvel til Lone og Jepser da vi blev kaldt ud til flyet 40 min før vi skulle flyve. Jeg var blevet forkølet dagen før, så mit hoved var ved at eksplodere hver gang vi skulle lande. Til Edinburgh kom vi da heldigvis og Rasmus tog imod os på stationen. Da Rasmus og jeg var ude og se lejligheden for et par uger siden sagde udlejeren at det nok tog et kvarters tid at gå til hovedbanegården, men dette har siden vist sig nok at være tættere på en halv time. Det er heldigvis stadig ikke særligt langt, og næsten halvdelen af turen går gennem parken, hvilket er rigtigt flot! Der er en sø tæt på hvor vi bor fyldt med svaner og med en gammel ruin i baggrunden. Perfekt motiv til et postkort-billede. Apropos billeder, så har jeg nu fået købt mig et stativ til kun 160 kr!! Det samme har jeg set til omkring 400-500 kr i Danmark, så det var rigtigt fedt. Generelt er tingene også en smule billigere herovre, specielt hvis man går efter tilbuddene i supermarkederne.

I går var vi så ude og kigge lidt på byen, Rasmus har fundet en super hyggelig café/spillested/kultursted. Det er en vegetar cafe , (hippie!!), hvor folk kan mødes og spise/drikke, eller øve musik i de tilhørende lokaler. Der er også mørke kamre til at fremkalde fotos i, noget jeg godt kunne tænke mig at prøve en dag. Der mødte vi så en pige Rasmus har mødt på det vandrehjem vi boede på den første gang vi var her, og hendes Irske ven. Hyggelige mennesker, selvom Ireren var rimelig svær at forstå. Udover at besøge caféen prøvede vi at oprette en bankkonto, men dette er rimeligt svært, da de ikke vil godtage lejekontrakten som "proof of accommodation". Jeg regner med at det internationale kontor på universitetet har tænkt på dette, og der er da også sat tid af i løbet af den næste uges introduktioner til at oprette en konto. Denne introduktions-uge, "Freshers Week" begynder i morgen aften med en stor fest og derefter er der en masse aktiviteter i løbet af ugen for ligesom at velkomme folk og ryste de nye studerende sammen. Så jeg skal ned i morgen og købe et pass til 28 pund! Heldigvis ser det ud til at man får meget for pengene, der er i hvert fald masser af muligheder for at møde nye folk.

I dag har Sofie og jeg mødtes med en af hendes veninder fra 1g, en pige hun mødte da hun var til konference i Kolding, hun var super imødekommende og hyggelig at snakke med. Generelt har de folk vi har mødt indtil videre været rigtigt søde og venlige, så jeg er positivt stemt overfor befolkningen som helhed. Det største problem indtil videre har faktisk været at prøve at finde nogle billige øl der kunne matche prisen på f.eks. Harboe Pilsner, så vi ikke behøver drikke os fattige på pubs - de fleste øl der bliver solgt i supermarkederne er af lidt højere kvalitet og derfor også lidt højere pris...

slots

-Findes der ikke en engelsk ækvivalent?

Udover det, så er de første tanker om Edinburgh:

-For meget vejarbejde! (De er ved at anlægge et sporvogns system)

-Masser af busser der kører hurtigt og tæt på kantstenen.

-Masser af pubs! Heldigvis!

Det har været super fedt at flytte ind i en fuldt møbleret lejlighed. Det er dejligt at alting bare er her, klar til at bruge, så der er kun lidt nogle få basis-forsyninger der skal købes. Lejligheden er også en smule større end jeg husker den, hvilket jo kun er positiv. Som sagt så føles mit værelse dog rimeligt tomt, så jeg glæder mig til computeren kommer. Kan heller ikke lægge nye billeder ind før den ankommer, så må beherske mig selv mht. til at tage for mange billeder her de første dage. Forresten så er Ryanairs åbning af den direkte rute Edinburgh-Billund blevet udskudt da de ikke har modtaget nye fly fra Boeing. Virkeligt ærgeligt da både Sofie og Rasmus' forældre samt Benno og mine venner havde regnet med at bruge den for at komme herover. De regner med at ruten bliver åbnet per 5 Nov. Indtil da må der så findes alternative ruter. Her er nogle forslag: Via Amsterdam, Hamburg eller London; evt. kan man også tage flyet til Newcastle eller Glasgow og så toget videre derfra. Det er dog lidt af et spark i skridtet da vi alle havde regnet med at det ville være dejligt ubesværet at komme herover i efterårsferien.

Ellers ikke så meget endnu, tiden går med at danne sig et overblik over byen og absorbere det faktum at denne lejlighed bliver mit hjem det næste års tid. Det er lidt underligt at tænke på, og lidt svært at overskue de ting der skal købes ind. Der er heldigvis ikke noget virkeligt presserende, tingene skal nok komme stille og roligt. Rasmus har fundet et sted der sælger billige cykler hver lørdag, endnu en ting der skal ordnes! Jeg skriver i løbet af næste uge når der sker fremskridt! Håber alle har det godt derhjemme!

-Jonathan


Edinburgh by night
-Edinburgh by night: Det Skotske monument på Princes Street (strøget)

Ingen kommentarer: